Guld-spænding: Brøndby smider førsteplads - FCM i toppen

Brøndby smed førstepladsen i Superligaen på gulvet, da 2-0 i slutminutterne blev til 2-2 mod AC Horsens.

Skuffede Brøndby-supportere efter kampen mellem AC Horsens og Brøndby IF. Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Fodboldklubben Brøndby smed fredag aften en ellers sikker sejr og muligvis det danske mesterskab på gulvet.

Det skete, da holdet indkasserede to mål i de sidste fem minutter af udekampen mod AC Horsens, som endte 2-2.

Det uafgjorte resultat betyder, at Brøndby ikke længere selv kan afgøre, om holdet bliver danske mestre.

Brøndby er afhængige af, at FC Midtjylland sætter point til i sidste runde mandag.

FC Midtjylland har med 82 point overtaget førstepladsen i Superligaen, mens Brøndby er nummer to med 80 point.

Mandag spiller FC Midtjylland hjemme mod AC Horsens og kan sikre guldet med en sejr.

Brøndby skal spille hjemme mod AaB.

Hvis de to hold slutter med samme antal point, bliver Brøndby mestre på en bedre målscore.

 

/ritzau/