Brøndby-profil: FCM er guldfavorit

FCM står ifølge Christian Nørgaard stærkest i titelræset. Alt andet end guld er skidt for FCM, mener han.

De har nok at smile af i FCM-lejren, og ifølge konkurrenten er midtjyderne også klare favoritter til at løbe med DM-guldet.
De har nok at smile af i FCM-lejren, og ifølge konkurrenten er midtjyderne også klare favoritter til at løbe med DM-guldet.
Foto: Henning Bagger / Scanpix

FC Midtjylland har blot et forspring på et point til Brøndby, men midtjyderne er favoritter til at vinde mesterskabet.

Det mener Brøndby-profilen Christian Nørgaard mindre end tre uger før forårspremieren i Alka Superligaen.

- Sådan som FC Midtjylland har meldt ud, vil det være en giga-skuffelse, hvis ikke de vinder mesterskabet, siger midtbanespilleren til BT.

- Både på grund af deres investeringer, men også på grund af deres udmeldinger.

Den 23-årige Brøndby-spiller hæfter sig ved, at FCM denne vinter har forstærket sig med midterforsvarerne Erik Sviatchenko og Bubacarr Sanneh, som er kommet til fra henholdsvis Celtic og AC Horsens.

Fjerner presset fra Brøndby

Nørgaard mener samtidig, at der er kommet en række stærke udmeldinger fra FCM.

- De har gjort klart, at de går efter mesterskabet, og de er også favoritter til at vinde det.

- Så på den måde synes jeg, at det er fint, at de har taget favoritværdigheden på deres skuldre. Og presset oveni. På den måde kan vi angribe fra en lidt mere fri rolle, siger Nørgaard.

Midtbanespilleren er ikke meget for at tale om Brøndbys egne chancer for at vinde guldet.

- Vi går jo ikke ud for ikke at vinde mesterskabet. Vi går benhårdt efter at få det maksimale ud af det, siger han.

Superligaen starter op igen 9. februar. FCM indleder på udebane mod AC Horsens, mens Brøndby skal på besøg hos Lyngby.

FCM topper tabellen med 44 point, Brøndby har 43 og FC Nordsjælland 39 point.

/ritzau/