Brøndby og FCM får bøder for fyrværkeri under pokalfinale

Fodboldens Disciplinærinstans har langet bøder ud til begge pokalfinalister efter uro under finalen i maj.

Sådan så det ud, da pyroteknikken blev sluppet løs under pokalfinalen i Parken. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Det kommer til at koste for både Brøndby og FC Midtjylland, at fodboldklubbernes fans affyrede og kastede med pyroteknik under pokalfinalen i Telia Parken 17. maj. 

Læs også Grædefærdig målmand blev pokalhelt en uge efter sin brors død

Det meddeler Fodboldens Disciplinærinstans i en pressemeddelelse.

Brøndby bliver idømt en bøde på 250.000 kroner, mens FC Midtjylland skal af med 125.000 kroner. 

- Bøderne gives på baggrund af, at begge klubbers fans affyrede og kastede med pyroteknik før, under og efter kampen, lyder det i pressemeddelelsen.

Begge klubber har dog mulighed for at anke kendelserne til Fodboldens Appelinstans. Det skal ske inden for de næste to uger. 

Pyroteknik både før og under kampen

Dommer Peter Kjærsgaard-Andersen skrev i sin indberetning efter kampen, at der blev affyret pyroteknik fra begge lejre kort tid før kampstart og i løbet af kampens indledning. 

Det gentog sig omkring pausen mellem første og anden halvleg, og igen da kampen var slut efter straffesparkskonkurrence. 

- Det kulminerede, da Brøndby IF-fans begyndte at kaste pyroteknikken over på FC Midtjylland-afsnittet på B-tribunen, hvilket FC Midtjyllands-fans gengældte ved at kaste noget af fyrværkeriet retur, skriver Fodboldens Disciplinærinstans. 

FC Midtjylland vandt pokalfinalen med 5-4 over Brøndby efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

/ritzau/

Læs også FCM bruger 25 millioner kroner på Paul Onuachus afløser