Bristet blodkar skyld i hests død

Det er meget sjældent, at travsporten bliver ramt af den slags uheld, fortæller Skive Travs dyrlæge.

Argali
Foto: Dantoto Racing Live

Det var med stor sandsynlighed et bristet blodkar, der var skyld i, at travhesten Argali lørdag aften døde på Skive Trav.

Det oplyser travbanens faste dyrlæge, Peter Østergård fra Fjends Dyrlæger i Stoholm, til tvmidtvest.dk. Østergård tilså hesten, da den faldt om, men kunne intet stille op.

- Hesten skal ikke obduceres. Det sker som regel kun, hvis ejeren eller forsikringsselskabet kræver det. Men meget tyder på, at der var tale om et bristet blodkar. Det passer med den måde, hesten døde på. Den faldt om og døde i løbet af et par minutter, siger Peter Østergård.

Han tilføjer, at det er yderst sjældent, at travsporten bliver ramt af den slags uheld.

- Der var et tilfælde i Skive for et par år siden, men ellers tror jeg, at man skal 10 år tilbage for at finde seneste eksempel. Mennesker kan også blive ramt. Der er en større risiko, når man virkelig skal præstere noget, men det er ofte en arvelig ting, hvis man har en udposning på et blodkar.

Peter Østergård oplyser, at der blev taget en dopingprøve fra den døde hest. Ikke fordi der var mistanke om doping, men fordi det er rutine, når heste dør på travbanen. Prøven skal nu analyseres i Sverige.

Den treårige hoppe faldt om kort tid efter, at den var kommet først over målstregen i det syvende løb lørdag aften. Efter løbet blev den ovenikøbet diskvalificeret, fordi banens dommere mente, at kusk Jeppe Juel havde kørt uregelmenteret. En dom som Jeppe Juel senere har erklæret sig uenig i.