Brian Priske: Ståle skal tilbage på skolebænken

FC Midtjyllands cheftræner mener, at Ståle Solbakken er helt afmarcheret, når han taler om, at FC København kunne have været danske mestre på nuværende tidspunkt. For et dansk mesterskab kan ikke afgøres efter 15 runder, understreger Brian Priske.

Brian Priske er gæst i den seneste udgave af videopodcasten Fodboldfamilien.
Brian Priske er gæst i den seneste udgave af videopodcasten Fodboldfamilien.
Foto: Dan Hirsch Sørensen, TV MIDTVEST

”Havde FC Midtjylland haft vores program, så havde ligaen været afgjort nu, for så havde vi allerede vundet det danske mesterskab.”

Ståle Solbakken, manageren for F.C. København er manden bag citatet. Sagt på københavnernes pressemøde før Europa League-opgøret mod Dynamo Kiev. Og dermed er Ståle Solbakken allerede  godt i gang med at varme op til det store topbrag i Herning søndag aften. Før det opgør er FC Midtjylland på Superligaens førsteplads – fire points foran FCK.

- Jeg kan godt leve med, at Ståle Solbakken siger sådan. Det er en god kommentar ovre fra København, men det ville godt nok være første gang i danmarkshistorien, at et mesterskab ville være afgjort allerede efter 15 runder. Så jeg giver ikke så meget for det. Vi har fokus på os selv, og vi gør alt, hvad vi kan, og så handler det for mig ikke så meget om, hvad Ståle synes, siger FC Midtjyllands cheftræner, Brian Priske til videopodcasten Fodboldfamilien fra TV MIDTVEST.

Ærgerlig over europæisk exit

Brian Priske medgiver dog, at han er ærgerlig over, at FC Midtjylland ikke fortsat er med i den hjemlige pokalturnering, og han ville også gerne, akkurat som FCK, have deltaget i et europæisk gruppespil lige nu.

- Om det ligefrem er en fordel, at vi har færre kampe end FCK, ved jeg ikke. Det kan gå lidt begge veje. FCK er en anderledes klub end vores. De har et andet budget og en anden spillertrup end vores. Vi har ikke været gode nok til at være med i Europa i år, og vi arbejder hele tiden på at komme op på niveau med de øvrige europæiske hold. Det gør vi hver dag til træning, understreger Brian Priske.

Men har I ikke en fordel i forhold til FCK? For Ståle siger jo, at mesterskabet kunne have været afgjort nu, hvis de havde haft et lige så let kampprogram som jeres?

- Men så må Ståle tilbage i skolen, for det kan ikke lade sig gøre at vinde et dansk mesterskab efter så kort tid. Selv om vi skulle vinde på søndag og komme syv points foran FCK, vil der stadig kun være spillet 16 runder, så der er stadig mange kampe tilbage, siger Brian Priske.

Her kan du se nyeste afsnit af Fodboldfamilien med Brian Priske:

37:00
Ståle Solbakken må tilbage i skolen igen, for et dansk mesterskab kan ikke afgøres efter 15 runder, siger FCM-cheftræner Brian Priske. Han bekymrer sig ikke om de stikpiller, der kommer fra København.