Vestas vil fyre 350 på fabrikken i Lem

Vestas overvejer at fyre 350 på fabrikken i Lem. Fyringerne bliver formentlig gennemført ved udgangen af 2016.

Vestas har planer om at fyre op mod 350 danske medarbejdere på fabrikken i Lem.

Det oplyser virksomheden onsdag morgen i en pressemeddelelse.

- Vores fleksible og skalérbare produktionsopsætning er fortsat et af de primære elementer i vores nuværende succes, og det er en forretningsstrategi, som vi vil følge fremadrettet, lyder det fra Jean-Marc Lechêne, der er Global produktionschef i Vestas i pressemeddelelsen.

Afskedigelserne betyder, at produktion bliver sat ned. Fra d. 1. januar 2017 går bemandingen fra et 4-holds skiftearbejde alle ugens dage  til et tre mands-hold fem dage om ugen.

- Det er aldrig nemt at tage afsked med gode kollegaer, men dette er desværre et nødvendigt skridt for, at Vestas kan forblive konkurrencedygtige i det globale marked, vi opererer i, fortsætter Jean-Marc Lechêne.

Vestas havde over 21.900 medarbejdere globalt ved udgangen af september 2016, hvor knap 4.600 var ansat i Danmark, og ca. 2.400 heraf var ansat i produktion.  Vestas-fabrikken i Lem laver primært vingerne til vindmøllerne.