Brandvæsnet kan ikke nå op til brand i 140 meters højde

​Flammerne får lov til at brænde ud af sig selv.

1:26
Se interview med indsatsleder Lars Bjørndal.

Flammerne stod hertil aften af ukendte årsager omkring møllehuset i en 140 meter høj vindmølle ved Vestas’ testcenter ved Østerild.

- Brandvæsnet kan ikke komme op i møllehuset, og nu aftager flammerne lige så stille, så ilden får lov til at gå ud af sig selv, fortæller vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Olesen.

Politiet har derfor afspærret området med minestrimler for at holde nysgerrige sjæle væk, da der er en risiko for, at der kan falde genstande ned fra møllen.

Må vente til i morgen

Det vides endnu ikke, hvad der er årsag til branden i Vestas-møllen, der er af modellen model V164-8.0 MW. Det er verdens mest kraftfulde mølle med 80 meter lange vinger. Den er derfor 220 meter høj, når den øverste vingespids er lodret.

- Man kan tidligst komme op i møllen i morgen, hvor firmaet selv vil tage op og finde årsagen, fortæller Anders Olesen.

 Tidligere på aftenen fortalte indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, Lars Bjørndal, til DR, at højden var deres store udfordring.

- Det brænder oppe i tårnet, og der er 140 meter op, og der kan vi ikke komme op, så vi står på behørig afstand. Der er faldet noget brændende materiale ned deroppe fra, og det er vi ved at slukke, så det ikke antænder noget andet derude, siger Lars Bjørndal.

Se interview med Indsatsleder ved Nordjyllands Brandvæsen, Lars Bjørndal, øverst i artiklen. 

Har du billeder af branden? Så send dem gerne til redaktionen@tvmidtvest.dk