Brandmænd giver kirkekoncert

Fire granvoksne brandmænd fyldte søndag Engesvang Kirke op for at give koncert i en god sags tjeneste.

De fire brandmænd fik selskab af solisten Cathrine Møller Madsen.
De fire brandmænd fik selskab af solisten Cathrine Møller Madsen.
Foto: Jacob Krogsgaard Nielsen, TV MIDTVEST

Det var fire nervøse, men musikglade brandmænd, der søndag holdt koncert i Engesvang Kirke. Koncerten blev holdt i den gode sags tjeneste, nemlig til fordel for Folkekirkens Nødhjælp.

- Lige pludselig er der folk, der skal høre, hvad vi laver. Normalt er det bare os selv, sagde Kim Munksgaard, som er brandmand i Engesvang, inden koncerten.

- Folk må tage de der nerver med, men hvis de nu klapper efter første nummer, så kan det være, det går, siger Kim Munksgaard.

De fire brandmænd har fundet sammen som band på brandstationen, hvor der mellem udrykningerne skulle slås noget tid ihjel.

- Vi spiller ikke i Firemen for at tjene penge. Det handler om samværet. Og om at komme ud og spille for folk, fortæller bandets nyeste og yngste medlem, 24-årige Peter Silkjær.

Søndag skulle de så give koncert i Engesvang Kirke sammen med sangerinden Cathrine Møller Madsen som solist.

Og koncerten blev taget godt imod af publikum.

- At sidde i et kirkerum med fantastisk akustik, så går det rent ind, siger Stine Taarnøe Nielsen, som er forløbskoordinator i Engesvang.

Dagens koncert forløb helt uden afbrydelser. Der gik nemlig ingen alarmer, så de fire musikere kunne koncentrere sig om musikken.

0:51
Fire granvoksne mænd fyldte søndag Engesvang Kirke op for at give koncert i en god sags tjeneste.