Brandfolk rykkede ud 27 gange

To huse nedbrændt samt et utal af andre brande i landsdelen i aftes og i nat

Billedet er fra en af de utallige brande i nat i lansdelen. Her Møgelparken i Viborg
Billedet er fra en af de utallige brande i nat i lansdelen. Her Møgelparken i Viborg

Ialt 27 gange måtte brandvæsnet rykke ud til større eller mindre ildebrande i det midt- og vestjyske område nytårsaften og -nat.

To ejendomme nedbrændte totalt. Den ene lå på Karlsmosevej sydøst for Videbæk, som politiet nu efterforsker som en dødsbrand.

Den anden var en ubeboet ejendom på Møllegade i Lyngs på Thyholm. Årsagen til branden her er ukendt, og først på mandag går politiet i gang med at undersøge ejendommen, som indtil videre er spærret af.

Døgnrapporten fra midt- og vestjyllands politi, indeholder desuden meldinger om brande i 11 containere. Der har også været sat ild til forskellige køretøjer, blandt andet en knallert.

Desuden er der slukket brande i skraldespande, plastic-affald og andre ting, som er blevet antændt i løbet af aftenen og natten.

I det hele taget har det været et travlt døgn for myndighederne. Politiet kan fortælle om rigtig mange anholdelser i løbet af natten.

Blandt andet er flere berusede midt- og vestjyder blevet sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.