To brande samme dag samme sted i Kjellerup

To gange mandag har Midtjysk Brand & Redning været ved Steens Biobrændsel ved samme skorsten i samme fyrrum.

Foto: Peter Erfurt, 24-7news

Mandag eftermiddag har brandvæsnet igen været på besøg hos Steens Biobrændsel i Kjellerup, hvor der igen var udbrudt brand i en lagerhal, oplyser indsatsleder Allan Byriel Riisberg Balle fra Midtjysk Brand & Redning til TV MIDTVEST.

Brandvæsnet var også hos virksomheden mandag morgen, hvor selvsamme skorsten i selvsamme fyrrum havde kastet gløder af sig, som var brændt gennem noget plastik på taget.

- Det her er simpelthen nogle uheldige omstændigheder, og de (virksomheden, red.) gør, hvad de kan – og de har kontaktet brandvæsnet for at få vores råd til, hvordan de undgår det fremadrettet, siger indsatslederen.

Nu er den gamle savsmuld i lagerhallen gravet ud - og så har brandvæsnet lagt et tæppe af skum henover. I alt har brandvæsnet i eftermiddag brugt tre timer hos Steens Biobrændsel.

De kommende timer vil en brandvagt kontrollere stedet hver time.

Læs også Der er stadig gløder efter brand i savsmuldslager