Brande i Bording og Klitmøller

Et rækkehus nedbrændte i nat i Bording og et sommerhus udbrændte delvist i Klitmøller.

Roegdykker i doer.jpg

Både husets beboere og naboerne blev evakueret, da et rækkehus på Løvstien i Bording nedbrændte i nat. Brandvæsnet ankom halv et og da havde branden godt fat. Tyk, sort røg steg op fra huset og det tog flere timer at slukke branden.

Husets beboer havde olieret gulve og det er formentligt dem, der selvantændte og startede branden.

- Vi formoder, det er brandårsagen. Beboeren erkender også, han ikke tog kludene ud af huset, da han var færdig, siger Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

En af beboerne i huset klagede over smerter i hovedet og blev kørt til tjek på hospitalet.

Sommerhus brændt i Klitmøller.

Ved midnatstid brød et sommerhus i brand på Lyngstien i Klitmøller. En nabo hørte et brag, da tagpladerne eksploderede på grund af varmen. Han ringede til brandvæsnet, da han kunne se flammer stå op fra sommerhuset.

Branden opstod i sommerhusets annex og bredte sig via en overdækket terrasse til selve huset, inden brandvæsnet nåede frem. Både annex og terrasse udbrændte helt, mens skaderne på sommerhuset er begrænset til gavlen.

Politiet kender ikke brandårsagen.