Brand: Tre indlagt med røgforgiftning

En brand i en lejlighed i Sjællandsgade i Viborg onsdag morgen sendte tre beboere på sygehuset med røgforgiftning.

- Da vi kom frem var branden voldsom og overtændt. Flammerne stod ud af vinduerne, siger indsatsleder Jesper Hesselberg fra Viborg Brandvæsen.

Han og kollegerne blev kaldt til en brand omkring kl. halv otte onsdag morgen, da nogle beboere havde slået alarm, fordi en lejlighed stod i brand.

- Beboerne var blevet overraskede i deres senge og havde fået en masse røg. De blev kørt på hospitalet, siger indsatslederen.

Før Viborg Brandvæsen fik slukket branden, blev lejligheden godt og grundigt afsvedet og er nu helt ubeboelig. 

- Branden er formentlig opstået i forbindelse med nogle elinstallationer, men der skal brandteknikere til for at fastslå årsagen endeligt, siger indsatslederen.

Branden hærgede her i Sjællandsgade 14 i Viborg:  

Vis stort kort