Brand sprænger vindue ved bowlingcenter

Beredskabet slukkede bål-brand i Struer tidligt fredag morgen.

En forbipasserende opdagede branden, og tog kontakt til brandvæsnet.
En forbipasserende opdagede branden, og tog kontakt til brandvæsnet.
Foto: Privatfoto: Erik Bliksted Christensen

Nordvestjyllands Brandvæsen rykkede tidligt fredag morgen ud til en brand ved bowlingcentret i Struer. En forbipasserende havde opdaget branden og taget kontakt til brændvæsnet kl. 4:09. Ilden var opstået i en bunke brænde, der lå bagved centret, oplyser Sean Warming, der er indsatsleder ved Nordvestjyllands Brandvæsen.

- Der var noget røgspredning til bygningen, som vi skulle have sikret os, siger Sean Warmning.

- Et vindue er sprunget på grund af varmen, og så er muren revnet på grund af varmen.

Brandvæsnet kørte fra bowlingcentret omkring kl. 6:20 uden at kende årsagen til, hvorfor branden er opstået. Det er nu op til politiet at vurdere, om der skal foretages yderligere undersøgelser.

Indsatslederen oplyser, at ingen kom til skade i forbindelse med branden.