Brand på sygehus: Hel afdeling evakueret

I formiddag udbrød der brand fra et værelse på psykiatrisk afdeling på Herning Sygehus, heldigvis kom den hurtigt under kontrol

Brandbil, nær
Foto: Arkiv

Et helt sengeafsnit på psykiatrisk afdeling måtte evakueres efter et værelse brød i brand. Eftersigende fordi en af de indlagte satte ild til sit badeforhæng.

- Det er noget af det værste du kan få afvide som brandmand, at der er ild i et sygehus, fortæller indsatsleder Peter Christensen.

Heldigvis var der hurtigt ro på, og allerede inden brandfolkene nåede frem, var ilden slukket. To af de ansatte på sygehuset er dog kørt til observation.

- To af de ansatte på sygehuset, som slukkede branden, bliver lige nu tjekket for røgforgiftning. For der var virkeligt meget røg, på trods af det var en 'lille' brand, siger Peter Christensen.

Afdelingen er fortsat lukket, mens der bliver gjort rent for sodskader, men den skulle være åben igen i aften.