Brand lukker daginstitution i Tim

Skaderne gør, at børnehave- og vuggestuebørn fra daginstitutionen Fresiahaven skal mandag møde i SFO’en på Tim Skole.

Branden er startet i indgangspartiet. Skaderne gør, at børnehave- og vuggestuebørn mandag skal huses i SFO'en på Tim skole.
Branden er startet i indgangspartiet. Skaderne gør, at børnehave- og vuggestuebørn mandag skal huses i SFO'en på Tim skole.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Sidst på eftermiddagen udbrød der brand i daginstitutionen Fresiahaven i Tim nær Ringkøbing. Selvom brandvæsnet hurtigt fik de meterhøje flammer under kontrol, stod institutionen, der til dagligt huser børnehave- og vuggestuebørn ikke til at redde.

- Det halve af børnehaven er totalt ødelagt, og det resterende af bygningen er ødelagt af sod, fortæller Henning Olesen, der er indsatsleder hos Brand & Redning MidtVest.

- Flammerne er omkring to meter høje, da vi kommer herud - men derefter får vi ret hurtigt styr på ilden.

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi opstod branden i indgangspartiet.

- Vi ved endnu ikke, hvad der er årsag til branden – men den kan være opstået i nogle tekniske installationer, siger Henrik Nielsen, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

SFO skal huse børn

Skaderne på daginstitutionen er så voldsomme, at den midlertidig må lukke. I en pressemeddelelse oplyser Fresiahaven, at alle børnehave- og vuggestuebørn i morgen mandag kan møde til sædvanlig tid i SFO’en på Tim skole, hvor der vil være personale fra Fresiahaven. 

I pressemeddelelsen står der også, at forældre til børnene i institutionen i løbet af søndag aften vil modtage en besked på MinInstitution med yderligere informationer.