Brand koster Tican 800.000 kroner

Slagteriarbejderne i Thisted skal de kommende dage forsøge at indhente det tabte efter, at slagtningerne mandag eftermiddag blev afbrudt af en brand.

Brand på Tican

Skaderne var begrænsede, da der mandag eftermiddag udbrød brand på Tican i Thisted - alligevel ender branden med at blive en dyr omgang for svineslagteriet.

Regningen løber ifølge direktør Ove Thejls op i 800.000 kroner. Det skyldes blandt andet, at 200 døde svin må kasseres, fordi de på grund af produktionsstoppet lå for længe i et varmtvands-bassin. Det er alene en udgift på 200.000 kroner.

Dertil kommer en udgift på 100.000 kroner, fordi produktionen stod stille i halvanden time. 

Samtidig betyder branden, at Tican er kommet bagud med slagtningen af 500 svin. Den pukkel skal indhentes de kommende dage, og da det kræver overarbejde, betyder det endnu en udgift på 500.000 kroner.

Ove Thejls oplyser, at en overophedet vakuumpumpe var skyld i branden. Skaderne begrænsede sig til et teknikrum og nogle få kvadratmeter af taget.

Slagtningerne genoptages tirsdag.

 

2:18
Miljøansvarlig Martin Søvsø, Tican Fresh Meat, fortæller her om branden og dens konsekvenser.