Brand i sommerhus

En tysk familie måtte natten til mandag flygte ud af et brændende sommerhus i Sdr. Fjand ved Ulfborg. Sommerhuset brændte helt ned til grunden

brandsommerhus.jpg

Branden opstod omkring klokken 4 natten til mandag.

Den tyske familie var på ferie i Sdr. Fjand ved Ulfborg, og havde lejet et sommerhus på Illeborgvej.

Ifølge politiet opstod branden sandsynligvis, fordi familien havde glemt at slukke et stearinlys, der stod på sommerhusets terrasse.

- Et tændt stearinlys på et træbord, der står på en træterrasse ved et træhus, det er en dårlig kombination, fortæller Kjeld Nedergaard, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Brandvæsnet ankom hurtigt til stedet, men det lykkedes kun at redde sommerhusets sokkel.

Den tyske familie bor nu hos en anden tysk familie i området.