Brand i sejlbåd ved Oddesund

82-årig lystsejler samlet op af redningsbåd og tilset af læge, der blev firet ned fra helikopter.

260815BaadBrand2.jpg

Onsdag formiddag udbrød der brand i en mindre sejlbåd i nærheden af Oddesundbroen.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at der var en person ombord - en 82-årig mand fra Virksund.

Han sprang i vandet og blev samlet af en båd, der deltog i redningsarbejdet.

- Han blev tilset af en læge, der blev firet ned fra den tilkaldte helikopter - og herefter kørt i ambulance til undersøgelse på sygehuset i Holstebro, fortæller René Pagh.

Indsatslederen oplyser, at sejlbåden, der er af glasfiber, er helt udbrændt. Båden blev senere trukket ind til stranden, hvor brandfolk stod klar til at efterslukke.

Politiet oplyser, at branden opstod i forbindelse med, at den 82-årige ville starte bådens motor - men præcist hvad der udløste flammerne er stadig uvist.

Udover redningshelikopteren fra Aalborg deltog flere både og ambulancer i redningsarbejdet.

260815Baad7_0.jpg

260815Baad5_0.jpg

260815NyBaad.jpg