Brand ved Ringkøbing: Mand sigtet for uforsigtig omgang med ild

​Branden brød ud i en lade torsdag morgen.

Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Politi og brandvæsen har været i aktion på Heagervej ved Ringkøbing tidligt torsdag morgen.

Det fortæller Midt- og Vestjyllands Politi.

Klokken 05.00 modtog beredskabet meldingen om en brand i en lade.

- Det viste sig, at det var ejeren, som havde smidt aske i nærheden af sin staklade. Han troede, asken var slukket, men det var den ikke. Det har ligget og glødet, og så gik der ild i laden, siger vagtchef, Jan Nørum.

- Branden er slukket igen. Den er i hvert fald ikke længere til fare for noget, lyder det.

Manden kan se frem til en bøde

Ejeren af ejendommen kan formentlig se frem til at modtage en bøde for optrinnet, fortæller politiet.

- Han er sigtet for overtrædelse af beredskabsloven. Eller sagt på en anden måde: Uforsigtig omgang med ild, siger Jan Nørum.

Ingen er kommet til skade i forbindelse med branden.