Brand i Hoven ulmer stadig

En brand ved et maskinhus i Hoven lørdag ulmer stadigvæk i store mængder flis. Beredskabsstyrelsen overvåger fortsat branden.

Flisbrand i Hoven

En brand, der opstod i et maskinhus i Hoven lørdag, er stadigvæk ikke holdt op med at brænde. Under branden gik der også ild i ca. 18.000 kubikmeter træflis. Brand og Redning Midtvest og Beredskabsstyrelsen har opgivet at slukke branden og overvåger nu i stedet ejendommen og de store mængder ulmende flis.

- Næsten uanset hvor meget vand vi hælder på, så kan vi ikke være sikre på, at det er slukket. Hvis vi skulle slukke helt, så skulle vi sprede det ulmende flis ud over et stort område. VI har efter aftale med forsikringsselskabet besluttet, at overvåge i stedet. En kontrolleret afbrænding, kan du kalde det, siger Indsatsleder Kaj Jensen fra Brand & Redning Midtvest.

Det kan brænde længe 
Beredskabsstyrelsen har i øjeblikket udstationeret 4 mand på brandovervågning. Beredskabsfolkene overvåger branden indtil mandag eftermiddag, hvorefter det vurderes at være sikkert nok at overlade overvågningen af de ulmende flis-bunker til lodsejeren selv.