Brand i fiskekutter

Kutter fra Hvide Sande udsendte nødsignal 30 sømil ud for Esbjerg.

Fiskekutteren RI 376 Victory fra Hvide Sande måtte mandag eftermiddag udsende nødsignal fra en position 30 sømil fra Esbjerg - syd for den nye vindmøllepark Horns Rev 2.

Kutteren blev ramt af brand i maskinrummet, og redningsstationen i Esbjerg sendte både sin lille og store redningsbåd til stedet.

Branden var dog næsten helt slukket, da redningsvæsnet nåede frem. Victory fik nemlig hurtig hjælp fra to af vindmølleparkens service-fartøjer, der sendte røgdykkere ombord på den brændende kutter.

Søværnets Operative Kommando mente i første omgang, at kutteren skulle slæbes til nærmeste havn - altså Esbjerg. Men skipperen insisterede på at komme hjem til Hvide Sande, og det hele endte med, at fiskeriinspektionsskibet Vestkysten slæbte Victory til Hvide Sande.