Brætspilcafé åbner i Viborg

Både København og Aarhus har indenfor det seneste år fået brætspilcaféer. I dag åbnede der også en på Viborg Bibliotek.

Det er blevet populært at spille brætspil. Faktisk er det så populært, at flere nu mødes i bylivet for at spille med andre. Både Aarhus og København har brætspilcaféer, og nu får Viborg Bibliotek også deres helt eget brætspilshjørne.

- Det er mødet mellem mennesker, der skal til. Man kan se hinanden i øjnene og få en god oplevelse sammen, siger Kjartan Due Annesen, biblioteksformidler på Viborg Bibliotek.

Ifølge biblioteksformidleren har brætspillenes udvikling også haft en betydning. Førhen handlede de mest om paratviden og held. Nu handler det i højere grad om f.eks. købmandskab og bluff.

I Dice Den, som brætspilcaféen hedder, kan man ikke finde Ludo eller Afrikas Stjerne - til gengæld kan man prøve kræfter med forholdsvist nye brætspil som Settlers, Munchkin og Dominion.

- Vi vil gerne som bibliotek præsentere borgerne for alt det, de ikke selv har hjemme på hylderne. Så vi har nogle nye og lidt mere eksperimenterende spil, siger Kjartan Due Annesen.

02:56 Luk video