Brændte politibiler: Rød bil efterlyses

Politiet efterlyser en rød bil i forbindelse med branden, hvor seks politibiler udbrændte i Silkeborg.

politibil-brand4-200712.jpg

Midt- og Vestjyllands Politi er nu kommet lidt nærmere på at få opklaret, hvordan den brand, der hærgede et garageanlæg med politiets biler, er startet. De efterlyser i hvert fald en ældre, rød, sedan personbil af ukendt model. Omkring klokken 0.30, hvor branden blev opdaget, kørte den røde bil ind i en lygtepæl på hjørnet af Søndergade og Møllegade i Silkeborg. Det er kun få hundrede meter fra gerningsstedet. Efter påkørslen forsvandt bilen i høj fart fra stedet.

- Det kan ikke siges med sikkerhed, om bilen har relationer til branden, men politiet vil meget gerne i kontakt med føreren af køretøjet eller høre fra vidner, der har bemærket det, forklarer politiet i en pressemeddelelse.

Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.