Brændte døde mink af i fyret

I stedet for at sende de afpelsede mink til destruktion valgte virksomhedsejer selv at brænde dem.

En virksomhedsejer fra Holstebro-egnen er blevet idømt en bøde på 100.000 kroner for at overtræde miljøbeskyttelsesloven og affaldsbekendtgørelsen.

Under et kontrolbesøg i 2014 opdagede kommunen, at manden brændte døde mink af i sit brændselsfyr - efter at minkene var blevet pelset. Minkkroppene burde være sendt til en destruktionsanstalt, men retten lagde til grund, at manden har brændt mindst 500 kilo mink af i fyret.

Han blev også dømt for at have brændt 2,3 tons træ- og papaffald af i et udendørs bål - i stedet for som reglerne foreskriver at sende det til et godkendt forbrændingsanlæg.

Med i dommen var desuden en overtrædelse af pelsdyrbekendtgørelsen, idet han opbevarede døde mink i en åben container.

Virksomhedsejeren nægtede sig skyldig og har nu 14 dage til at afgøre, om han vil have sagen prøvet ved landsretten.