TV MIDTVEST

Brækkede næsen på røver

22-årig mand ville ikke finde sig i røveri på åben gade i Holstebro.

Lokalpolitiet i Holstebro er på jagt efter en røver med en brækket næse og orange tennissko.

Røveriet gik ud over en 22-årig mand, der torsdag aften ved 22-tiden gik på Hjaltesvej i Holstebro, hvor han blev passet op af to drenge. Drengene truede ham til at give dem sin Ipod Nano - men den 22-årige lod sig dog ikke skræmme. Han slog den ene røver i ansigtet, så han formentlig brækkede næsen.

- Når man bliver udsat for et røveri, skal man først og fremmest passe på sig selv. Men den unge mand handlede formentlig helt per instinkt, siger lederen af lokalpolitiet i Holstebro, Allan Laustsen.

Røveren, der nu formentlig går rundt med en brækket næse, havde orange tennissko og en sort jakke på. Den anden var lyshåret og havde en blå Peak Performance jakke på. De var begge omkring 16 år.