Boykot er afblæst

18 vognmænd har truet med at boykotte færgeoverfarten mellem Thyborøn og Agger. Men nu har kommunen inviteret til forhandlinger, så aktionen er afblæst.

070109VognmaendFaerge_type1.jpg

Lemvig Kommune har indført en ny betalingsmetode til overfarten mellem Agger og Thyborøn. Den betyder, at pendlere og vognmænd skal omkring et kommunekontor for at betale penge ind på et elektronisk kort, der så kan benyttes ved hver overfart. Men vognmændene mener, at det er alt for bøvlet.

Beløbet er for lille

På kortet kan man kun indbetale 695 kroner, og det er alt for lidt for vognmændene. Det vil betyde, at de skal forbi kommunekontoret flere gange om ugen for at tanke kortet op. Derfor har de truet med at boykotte færgen fra lørdag morgen.

Kommunen inviterer til forhandling - boykot er afblæst

Lemvig Kommune har inviteret vognmændene til et møde, hvor de kan snakke om en løsning på problemet. Derfor er boykotten nu afblæst indtil videre. Der er ikke konkrete løsninger på bordet, men begge parter håber at de kan blive enige, uden at færgen skal sejle frem og tilbage uden lastbiler. Mødet finder sted først i næste uge.