Bostedsleder: Heldigt det ikke gik værre

Leder på Kærhuset ved Lemvig, hvor en beboer i dag blev stukket med en kniv, forklarer, at personalet gjorde, hvad de kunne. En ansat blev også ramt af en kniv.

Udrykning-naer050712_2.jpg

Kambolage mellem to beboere på det socialpsykiatrisk bosted Kærhuset ved Lemvig udviklede sig i dag til knivstikkeri.

To ansatte havde været i lejligheden hos de to beboere lige inden stikkeriet, men måtte forlade værelset, da den ene ansat blev ramt af en kniv, kastet af en 30-årig truende beboer. Få øjeblikke efter blev han gerningsmand, da han stak en medbeboer med kniv.

- Jeg synes, det er dybt, dybt beklageligt, at sådan nogle episoder af den her kaliber opstår, men vi har fra personalets side ikke hjemmel til at bruge tvang, så personalet kunne ikke handle anderledes, understreger leder af Kærhuset, Annemette Hvoldal.

Stukket i låret og ballen

Da personalet vendte tilbage, kom den 27-årige mand blødende ud af sin lejlighed. I mellemtiden var han blevet stukket i låret og ballen af den 30-årige medbeboer.

- Vi har en formodning om, at den ene ville have noget fra den anden, og det har så udløst et skænderi, der udviklede sig, forklarer Annemette Hvoldal, der er leder af Kærhuset og forklarer, at stemningen på bostedet i aften er meget påvirket.

- Det har skabt meget utryghed, det er klart. Både blandt de andre beboere og hos personalet. Vi har en debriefing med en psykolog i aften, og igen i morgen hvor alt personalet er tilstede, siger Annemette Hvoldal.

Handlede efter beredskabsplanen

De to ansatte der forlod beboerne på trods af den truende adfærd, handlede fuldstændig efter beredskabsplanen.

- Vi kunne ikke have gjort noget anderledes. Havde personalet gjort andet, havde de overtrådt det, de har beføjelser til, og så kunne man have klandret dem for det. Det er heldigt det ikke gik værre, for det kunne det godt have gjort, forklarer Annemette Hvoldal.

Den 30 årige blev anholdt, mens den 27-årige er under behandling på Herning Sygehus. Offeret er uden for livsfare.