Hunden Boss er dagens helt: Reddede Torben og Anette fra brand

Torben og Anette Haugaard med deres trofaste hund Boss. Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Hunden Boss er dagens helt: Reddede Torben og Anette fra brand

Man siger, at hunden er menneskets bedste ven. Det er et ægtepar i dag helt enige i.

Hun vågnede omkring klokken 2 om natten, fordi hunden gøede kraftigt.

Læs også Hunde vækkede ejer da garage stak i brand: - Intet kunne reddes

Det gør den engang imellem, når den får øje på en ræv eller lignende, men der var noget anderledes ved det denne gang.

- Jeg rakte ud efter natlampen og ville tænde den, men der kom ikke noget lys. Så derfor skyndte jeg mig selvfølgelig over til vinduet, hvor jeg kunne se et helt orange lys, forklarer Anette Haugaard.

Hun bor sammen med sin mand Torben Haugaard på en landejendom syd for Videbæk. I nat tog flammerne deres omkring 100 kvadratmeter store garage, hvor intet kunne reddes.

Ægteparret har mistet deres cirka 100 kvadratmeter store garage. Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

- Hunden har reddet vores liv

Anette skyndte sig at vække sin mand, der straks løb udenfor.

- Jeg løb ud i frosten i mit nattøj og fik reddet hundene væk, mens Anette ringede 112, forklarer Torben Haugaard.

Han er ikke i tvivl om, at det var Boss’ fortjeneste, at alt gik godt.

- Hvis ikke han havde givet alarm, så var hele huset brændt ned. Måske havde vi ikke været her. Man kan sige, at han har reddet vores liv, siger han.

Anette er også fuldstændigt enig i, at Boss fortjener en masse godbidder og kærlighed.

- Jeg er dybt taknemmelig. Man kan nogle gange blive irriteret over, at en hund vækker en om natten, men jeg tør slet ikke tænke tanken om, hvis han ikke havde gøet så kraftigt. Jeg kan se, hvor tæt flammerne har været på de andre bygninger.

Brand & Redning Midtvest brugte et par timer på at få slukket flammerne, der var så kraftige, at operationen måtte foregå udefra. Det vides endnu ikke, hvordan flammerne er opstået.

01:17

Hør Anette Haugaard fortælle om, hvordan hun blev vækket af hunden Boss.

Luk video