Borris besejrer Banedanmark

To et halvt års kamp for bomme til en farlig tog-overskæring i Borris ser nu ud til at ende med, at byen får sine bomme. Men der er lang vej, før alle overkørsler er sikret.

220211BANEOVERSKAERING.jpg

De har kæmpet længe. Lige siden en 39-årig mand i juli 2008 mistede livet, da han i en mejetærsker kørte ud foran et regionaltog ved Borris.

Kampen værd

Nu ser det ud til at de lokale beboeres kamp har været indsatsen værd. Banedanmark regner med, at der kommer bomme i overkørslen i løbet af tre til fire måneder. Det glæder de sig over i Borris, men glæden er også blandet med frustration. Borgerne mener nemlig, det har taget alt for lang tid, at få Banedanmark til at gøre noget ved problemet.

- Det har faktisk taget så lang tid, at mange var begyndt at tvivle på, at der overhovedet kom bomme, siger Mads-Peder Ammitzbøll fra Borris

Behov mange steder

Flere andre steder i landsdelen kæmper de lokale for mere sikre overskæringer - det gælder blandt andet ved Oddesundvej i Sydthy, hvor en 50 årig mand blev dræbt et par måneder efter ulykken i Borris i 2008.

Men hvornår overskæringen bliver sikret, er stadig uvist - Banedanmark er ved at undersøge samtilige usikrede overskæringer, og vil derefter lave en prioriteret rækkefølge. Et arbejde som Arrivas lokomotivførere også mener går for langsomt.

- Men med de beskedne midler, der er sat af, så tager det helt ind til 2018, inden man er færdig med de her overkørsler. Det kan vi simpelthen ikke vente på. Vi vil gerne, at der sker noget hurtigere så det ikke koster flere menneskeliv, siger Jakob Bro der er fællestillidsrepræsentant for lokomotivførerne i Arriva.

Se hele interviewet med Jakob Bro, fællestillidsrepræsentant for lokomotivførerne i Arriva her

1:28