Outsider vandt sidste løb i Den Nordvestjyske Cykelweekend

Martin Toft Madsen fra Bornholm vandt RENT LIV Løbet Skive 2017. Han ankom alene til målstregen, da han angreb et par omgange ude.

Her ses Martin Toft Madsen krydse målstregen alene.
Her ses Martin Toft Madsen krydse målstregen alene.
Foto: TV MIDTVEST

Søndag fik vi konklusionen på Den Nordvestjyske Cykelweekend, da RENT LIV Løbet Skive 2017 løb af stablen. 

Det var endnu en dag, der endte med at skulle afgøres af et udbrud. Det afgørende udbrud bestod af tre ryttere: Troels Winther fra Riwal Platform, Thorkild Veyhe fra Team Coloquick-CULT og den endelige vinder, Martin Toft Madsen fra det bornholmske hold BHS - Almeborg-Bornholm. 

De tre var i udbrud sammen, men med et par omgange tilbage begyndte Thorkild Veyhe og Martin Toft Madsen at stikke af på skift. Det var helt bevidst fortalte Martin Toft Madsen til TV MIDTVEST, efter han havde krydset målstregen. 

- Mig og Thorkild Veyhe blev enige om at stikke på skift, og så var det heldigvis mig, der fik hullet, siger den 32-årige cykelrytter. 

Grunden var, at de var bevidste om, at Troels Vinther formentlig ville vinde i en spurt, hvis det kom til det. 

- Der var ingen chance for mig i at vinde spurten. Jeg er ikke eksplosiv nok, sagde Martin Toft Madsen. 

Den bornholmske cykelrytter var rigtigt glad for sejren, og det var lidt af en revanche i forhold til gårsdagens resultat i GP Viborg, hvor BHS - Almeborg-Bornholm kun lige sneg sig ind i top 20. 

- Vores målsætning i dag var en top 3, og da vi endte i et tremandsudbrud, handlede det bare om at få et stort nok forspring, så var vi tilfredse. Da det så blev klart, at vi mindst ville få en tredjeplads, kunne jeg ligeså godt gå efter sejren, sagde Martin Toft Madsen.