Borgmestre: Giv os stormflodssikring nu!

Oversvømmelse på oversvømmelse kalder på stormflodsikring. Det mener i hvert fald borgmestrene fra syv af Limfjordskommunerne, som nu igen forsøger at råbe miljøministeren op.

Weekendens oversvømmelser er endnu et bevis på, at Limfjorden skal stormflodssikres. Det mener i hvert fald borgmestrene fra syv af Limfjordskommunerne, som nu igen forsøger at råbe miljøministeren op.

Borgmestrene beskylder ministeren for at trække sagen i langdrag, og det kan i sidste ende betyde flere ødelæggelser.

- Det var jo voldsomt, vi stod jo midt i en badekar, kan man sige. Vandet stod jo næsten to meter over normalen, fortæller borgmester Erik Flyvholm (V), borgmester i Lemvig Kommune, om weekendens seneste oversvømmelse.

Kunne have været undgået

Ifølge Erik Flyvholm og borgmestrene fra i alt syv limfjordskommuner så kunne de massive oversvømmelser, som ramte i weekenden og for et år siden, da stormen Bodil rasede, have været mindre.

En rapport fra Kystdirektoratet pegede allerede i 2012 på, at man med en indsnævring af Thyborøn kanal kunne undgå, at så meget vand blev presset ind i Limfjorden. Siden har de ventet på handling.

- Det er simpelthen for lang tid, når der ligger en undersøgelse fra september 2012, hvor der anbefales, hvad der skal gøres. Vi føler os syltet, siger Erik Flyvholm.

I Struer var vandet også et stort problem i weekenden. Og her frygter de næste gang.

- Vi sagde jo, at Bodil var en hundredeårs-hændelse, og der var vi oppe på 1,83 over normalen her i Struer, og det har altså været længere oppe denne gang og også i Lemvig. Så vi må jo forvente, at det her kommer oftere, siger borgmester Mads Jakobsen (V).

Miljøminister afventer undersøgelse

To gange har borgmestrene henvendt sig til miljøministeren. Men indtil videre uden held.

Miljøminister Kirsten Brosbøl skriv er i dag i en mail til TV MIDTVEST at hun har bedt om, at den landsdækkende kystanalyse er færdig inden udgangen af 2015.