Borgmestre går sammen i protest

Flere af regionens borgmestre er så utilfredse med Region Midtjyllands spareplaner, at de er gået sammen om et særdeles kritisk høringssvar.

150505regionmidtjylland.jpg

I dag slutter høringsrunden for indvendinger mod Regions Midtjyllands spareplan. Mange har benyttet sig af muligheden for at give sin mening til kende - nu også de seks borgmestre fra det gamle Ringkøbing Amt.

Især kritiserer de spareplanen for at lægge op til øst-rettet centralisering, og konklusionen i høringssvaret er klar:

- Samlet set finder kommunerne oplægget til spareplanen skævvridende og klart uacceptabelt, lyder det.

Region Midtjylland skal spare i alt 699 mio. kroner, hvilket er den største besparelse nogensinde.

De seks borgmestre fra hh. Holstebro, Herning, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern og Struer kommuner mener, at besparelserne især kan få konsekvenser for vestjydernes helbred.

- Det vil påvirke den planlægning af et supersygehus i Gødstrup, som er så nødvendig for, at borgerne i Midt- og Vestjylland kan opretholde et stærkt, kvalificeret og veludbygget hospital for de ca. 300.000 borgere, der bor i den vestlige del af regionen, lyder det i høringssvaret.

De enkelte kommuner har også indsendt individuelle høringssvar, hvor de har givet deres individuelle holdninger til kende. I et sådan brev skriver borgmester, Erik Flyvholm, på vegne af Lemvig Kommune:

- Spareplanen er præget af aftale- og løftebrud, samt nedlæggelse af tryghedsskabende foranstaltninger i Lemvig Kommune. Alle sundhedstilbud i kommunen foreslås sparet væk - de var netop etableret for at skabe tryghed for borgerne.

Alle høringssvar bliver sorteret efter de forskellige besparelsesområder. Politikerne modtager svarene om 10 dage på et budgetseminar.

Du kan se kommunernes fælles høringssvar HER.

Regionens spareplaner blev bebudet d. 27. april. Siden har TV MIDTVEST dækket planerne tæt. De indslag kan du se her på siden.

 

 

3:20
 

 

 

1:18
 

 

 

2:19