TV MIDTVEST

Borgmester vil have letbane trods nye beregninger

Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

De første beregninger af en mulig letbane ved Viborg viser, at det bliver væsentligt dyrere end forventet.

I både Aarhus og Odense er en letbane på vej. Nu undersøger Viborg også muligheden for at få en nærbane, der kan få flere pendlere over på skinner. Men de første beregninger viser, at det bliver dyrere end forventet.

Politikerne forventede en pris omkring 10 millioner for at anlægge de nye stoppesteder langs banen. Men nu viser et notat fra kommunens egen forvaltning, at det nok nærmere vil løbe op i 25-30 millioner kroner.

- Jeg må nok sige, at hvis det tal står til troende, så er det et højt anlægsbudget, og så skal vi i hvert fald være sikre på, at det har det samfundsøkonomiske afkast i form af, at der er rigtig mange, der vil benytte banen, konstaterer viceborgmester Per Møller Jensen (Soc.dem.) i Viborg Kommune.

Borgmester Torsten Nielsen (K), der er træt af at togene suser forbi i blandt andet Sparkær, fik i juni byrådets opbakning til at undersøge en mulig nærbane i kommunen til gavn for borgerne.

- Vi har ikke for gode transportmuligheder ude i Sparkær, så det kunne være dejligt, hvis vi kunne få toget til at stoppe igen herude, siger Frederik Hylleberg, der bor i Sparkær.

Ideen er at indsætte flere tog på den eksisterende jernbane mellem Bjerringbro og Skive. Og så få lavet fem nye stoppesteder i Tange, Rindsholm, Viborg Vestby, Ravnstrup og Sparkær. I første omgang har byrådet afsat en halv million kroner til at få undersøgt ideen nærmere. Og borgmesteren lader sig ikke afskrække.

- Vi skal til bunds i, hvad det helt præcist koster. Når vi har en konkret pris, så prøver vi at se, om det er realistisk, og hvem der skal betale, siger borgmester i Viborg Kommune Torsten Nielsen (K).

Bliver nærbanen til virkelighed vil folk i Sparkær kunne komme til Viborg på otte minutter. Toget har ikke stoppet i Sparkær siden 1970erne.