Borgmester: Uanstændig spareplan!

Holstebro Kommunes borgmester, H.C Østerby (S), kritiserer Region Midtjyllands forslag om at spare både på akutklinikkerne og akutlægebiler i området. Gennemføres planerne vil det være løftebrud. Venstres gruppeformand i Holstebro vil have ministeren på banen

HC-Oesterby.1_0.jpg

Regionens sparekatalog er blevet mødt af megen kritik. Og nu melder Holstebros borgmester sig i koret af kritikere. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

Piller regionen ved den præhospitale indsats og ved indholdet i akutklinikkerne, som der er lagt op til i den kommende spareplan, så spiller den også hasard med den allerede begrænsede troværdighed i det nordvestjyske, mener borgemesteren.

- Jeg er godt klar over, at det er et administrativt spareforslag, men vi har tænkt os at holde regionen op på de løfter, som vi har fået. Det indebærer blandt andet et sundhedscenter med en akutklinik, og at der er lægebiler både i Holstebro og Lemvig. Alt andet vil være helt uanstændigt, siger borgmester H.C Østerby (S) til Dagbladet.

Vil have ministeren på banen

Og hans kollega, Venstres Jens Kristian Hedegaard, er enig med H.C Østerby.

- Hvis spareplanen gennemføres med de fremlagte elementer, så er der klokkeklart tale om et løftebrud fra regionens side, siger han til Dagbladet.

Da Region Midtjylland besluttede, at der skulle bygges et Supersygehus i Gødstrup, ja så lød aftalen på, at der skulle ligge et sundhedscenter i Holstebro og at man fastholdt lægebilerne i Holstebro og Lemvig.

Venstres gruppeformand i Holstebro Kommune er derfor klar til at tage skridtet videre.

- Jeg har talt med Thomas Danielsen og bedt ham rejse sagen over for sundhedsministeren. Hvis regionen ikke frivilligt vil overholde de tidligere aftaler, så må ministeren jo ind og forklare regionen, at en aftale altså er en aftale, siger Jens Kristian Hedegaard (V) til Folkebladet Lemvig.

At forslagene i sparekataloget er i strid med de forudgående aftaler på området, erkender sundhedsdirektør i Region Midtjylland, Ole Thomsen.

- Vælger politikerne at gå videre med det forslag, skal den del sandsynligvis genforhandles med regeringen. Vores opgave har været at vise, hvor der er et sparepotentiale, siger Ole Thomsen til Dagbladet Holstebro-Struer.

Regionsformand Bent Hansen (S) siger til Dagbladet, at han ønsker at overholde de aftaler, der er lavet med kommunerne, men siger også, at der er et tolkningsspørgsmål i forhold til, hvordan aftalerne tolkes.