Borgmester om bittert vindmølleopgør: Tid til at klinke skårene

Vi skal tale vore område op og ikke ned, siger borgmester Hans Østergaard.

Borgmester Hans Østergaard frygter, at vindmøllesagen graver dybe grøfter i kommunen.
Borgmester Hans Østergaard frygter, at vindmøllesagen graver dybe grøfter i kommunen.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Borgmesteren i Ringkøbing-Skjern Kommune, Hans Østergaard (V), frygter, at sagen om de kystnære vindmøller, der skal rejses i Vesterhavet syd for Søndervig, vil grave dybe grøfter i kommunen.

Han opfordrer derfor de stridende parter til at få klinket skårene og komme videre.

- Jeg har et stort ønske om, at vi får ro på den sag, så vi kan komme videre med det egentlige - nemlig at fortsætte det gode arbejde med at tiltrække turister til Ringkøbing-Skjern Kommune.

- Jeg håber naturligvis ikke, at skårene bliver større, end at de kan klinkes efterfølgende, men jeg kan godt være nervøs for, at der bliver gravet grøfter, hvis vi ikke får en slutning på det her, siger Hans Østergaard til tvmidtvest.dk.

Mandag aften deltog han i en dramatisk generalforsamling i Ringkøbing Fjord Turisme. Et flertal væltede formand Jørgen Iversen med den begrundelse, at han ikke har kæmpet tilstrækkeligt mod møllerne. Flere aktører i turistbranchen frygter nemlig, at møllerne vil afholde mange turister fra at besøge området.

Hans Østergaard understreger, at han aldrig selv har "haft armene oppe over hovedet i begejstring" for projektet. Han går ind for grøn energi, men så gerne, at møllerne kom længere ud i havet, så de ikke kan ses fra land. 

Møde med Vattenfall
 

Borgmesteren har for nylig haft et møde med energiselskabet Vattenfall, der skal rejse møllerne. Formålet var at undersøge, om det var muligt at få flyttet møllerne længere ud, men det afviste selskabet.

Og da alle offentlighedsfaser for længst er overstået, mener Østergaard derfor, at det snart er tid til at få trukket en streg i sandet.

- Mit bedste bud er, at placeringen ligger fast. Jeg ved ikke, om der stadig er nogle tynde tråde at trække i. Det er der muligvis, og er der det, er det også muligt, at jeg vil bede byrådet om at stå bag, at vi gør et allersidste forsøg. 

-  Så er det også rigtig vigtigt for mig at sige, at det er det, vi gør, og så slår vi en streg i sandet. Så skal vi videre og tale vores område op i stedet for at tale det ned, siger Hans Østergaard.