Borgmester mødt med mur af tavshed

Borgmester mødt med mur af tavshed

Søren Pape Poulsen holdt mandag morgen tale for kommunens lockoutede lærere. Men borgmesteren fik ingen reaktion fra de 5-600 tilhørere.

Mandag morgen demonstrerede lærerne i Viborg foran kommunens rådhus. Under demonstrationen var der særligt fokus på talerstolen.

Borgmester Søren Pape Poulsen havde nemlig sagt ja til at tale direkte til lærerne. Pape Poulsen er ikke bare borgmester. Han er også medlem af KL's bestyrelse og dermed den direkte modpart til lærere i konflikten.

- Jeg har rigtigt gerne villet prøve at komme igennem med budskabet om, hvad det faktisk er, de her overenskomstforhandlinger handler om, siger Søren Pape Poulsen.

Isnende tavshed

Men det virkede ikke til, at borgmesterens budskab gik rent ind hos lærerne. Søren Pape Poulsen blev mødt, ikke med mishagsytringer, men med isnende tavshed. De 5-600 tilhørere gav ikke en lyd fra sig, hverken før, under eller efter talen.

- Det er et udtryk for, at vi selv er blevet mødt med meget stor tavshed fra politikerne og kommunen. Og den tavshed møder vi så også dem med, samtidigt med, at det naturligvis er udtryk for respekt for den taler, der er på stolen, siger Beth Madsen, der er lærer på Søndre Skole i Viborg.