Borgmester: Jeg er en glad mand

Silkeborgs borgmester er glad - men også træt - efter flere dages motorvejsfest.

Steen Vindum

I Silkeborg venter alle lige nu på, at Kronprins Frederik åbner motorvejen klokken 16:30, og at den senere i aften eller i nat vil blive frigivet til almindelig kørsel. Og en af dem, der glæder sig, er Silkeborgs borgmester Steen Vindum:

- Jeg er en glad mand lige nu, men også lidt træt, siger han, og sigter dermed til, at Silkeborg har festet flere dage i træk for den nye motorvej.

Får man ikke den, man elsker...

Oprindeligt var Steen Vindum ellers ikke meget for den linjeføring, motorvejen nu har fået, hvor den går ind gennem Silkeborg by. Men får man ikke den, man elsker, må man elske den, man får, siger han. Og nu er han begejstret for det naturskønne forløb, den også har. Og så er han glad for den trafik, der nu forsvinder fra Silkeborgs bymidte:

- Alle folk siger, at mandag morgen, der skal de bare ud at køre på motorvejen. Mandag morgen skal jeg bare ud at køre på ringvejen for at se, hvor god plads, der er blevet.