Konservativ borgmester i Viborg bakker op om Søren Pape

Konservativ borgmester i Viborg bakker op om Søren Pape

Tirsdag aften bakker Konservatives borgmester i Viborg Kommune op om Søren Papes beslutning om at udtrykke mistillid til Eva Kjer Hansen.

Den konservative borgmester i Viborg Kommune, Torsten Nielsen, bakker op om sin partiformands beslutning om at udtrykke mistillid til miljø- og førevareminister Eva Kjer Hansen. Det fortæller borgmesteren tirsdag aften til TV MIDTVEST.

- Den beslutning kan jeg kun bakke op om. Hvis der er tale om urigtige oplysninger og beregninger, har der ikke været andre valg, siger Torsten Nielsen.

Han er dermed ikke enig med den konservative borgmester i Vesthimmerland Kommune, Knud Kristensen, der langer hårdt ud efter partiformanden. Til TV MIDTVEST siger Torsten Nielsen dog, at måden, som Eva Kjer Hansen er blevet væltet på, ikke har været optimal.

- Det, der er foregået i dag, har ikke været pænt. Det kunne klart være gjort på en mere elegant måde, siger Torsten Nielsen.

Borgmesteren i Viborg ærgrer sig desuden over, at ministeren ikke blot erkendte, at hun havde fejlet med beregningerne, som de syv forskere påpegede. Så kunne hele den politiske krise i regeringen her til aften have været undgået.

- Det er meget  bekymrende. Havde ministeren blot erkendt, at hun havde lavet en fejl, var det ikke sket, men sådan gik det ikke, slutter Torsten Nielsen.