Borgmester i Ringkøbing-Skjern vil nødigt undvære udligningskroner

Borgmestre i Storkøbenhavn vil have stoppet pengestrømmen fra deres kommunekassen til andre af landets kommuner. Men i Ringkøbing-Skjern vil de nødigt undvære udligningskronerne.

Borgmester Hans Østergaard (V) synes ikke, at kommunen har meget at rutte med i budgetterne, så pengene fra de storkøbenhavnske kommuner er velkomne. Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

34 borgmestre i ligeså mange hovedstadskommuner vil sætte en prop i den udligningsordning, der gør, at flere storkøbenhavnske kommuner betaler penge - blandt andet til kommuner her i landsdelen. Sådan lyder budskabet i en annonce i dag under overskriften: Stop pengestrømmen til Jylland. 

Læs også Københavnerkommuner: Stop pengestrømmen til Jylland

- Hos os betyder det jo, at vores borgere har et meget lavt rådighedsbeløb i forhold til tilsvarende familier andre steder i landet, lyder det fra Konservatives borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune, Sofia Osamani.

Ringkøbing-Skjern Kommune er én af de kommuner, der får glæde af penge fra de rigeste københavnske kommunekasser, men borgmesteren synes ikke, at kommunen svømmer i overskydende penge. Og en prop i pengestrømmen vil sandsynligvis betyde store forringelser af den kommunale service.

- Vi har en fornuftig økonomi. Vores budgetter hænger sammen. Men i gennemsnit bruger vi vel også 15 procent mindre på vores serviceområder end mange københavnske kommuner, så vi har ikke noget at rutte med i vores budgetter, forklarer Hans Østergaard (V), borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune. 

Læs også Landdistrikter: Udligningssystemet fungerer ikke

I 2016 fik hans kommune 16.045 kroner per borger, mens Morsø fik hele 26.727, og Viborg modtog 16.183 per indbygger.

- Jeg synes, at det er fair, at man har en udliningsordning. Vi er jo noget tyndere befolket herovre, så logikken taler for, at kommunerne i de her områder ikke har så mange skattekroner at gøre godt med, lyder det fra Ulrik Knudsen og Lotte Jensen, der for 10 år siden tog springet fra København til Lem. 

- Herovre kunne vi få et hus med have, vi fik råd til bil, og vi kunne endda få råd til at en af os gik på dagpenge i en kortere periode, fortæller Ulrik Knudsen.

Beløbene i udligningsordningen beregnes på baggrund af en række forskellige nøgletal. I 2017 sendte hovedstanden 12 milliarder kroner videre til resten af landets kommuner, men nu skal det revideres. Ifølge Økonomi- og indenrigsministeriet er en revision af udligningsreglerne nemlig lige på trapperne. 

01:09

Borgmestrene i øst vil ændre udligningsordning

Luk video