VM i ishockey: Borgmester forventer, at Herning bliver værtsby igen

Når Danmark sammen med Sverige skal være værter for VM i ishockey i 2025, ligger det lige til højrebenet at bruge Herning igen, mener byens borgmester.

Ishockeyfans i Boxen under VM i 2018. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Om seks år kommer verdens bedste ishockeyspillere igen på isen herhjemme. Danmarks Ishockey Union har nemlig lavet en aftale om at dele værtsskabet med Sverige ved VM i 2025.

Spørger man borgmester i Herning Kommune, Lars Krarup (V), så er Herning oplagt som værtsby.

- Her i Herning har vi været med til at føde ideen om det delte værtsskab, og har også haft gode drøftelser med DIU omkring det at kunne sikre en for DIU sikker økonomi for at kunne afholde VM på dansk grund. Så jeg forventer faktisk den danske by bliver Herning, men det er selvfølgelig DIU, som afgør dette, siger Lars Krarup til TV MIDTVEST.

Folkefesten fra 2018 i glædelig erindring

Danmark bliver en såkaldt co-host ved mesterskaberne om seks år. Det vil sige, at den ene gruppe bliver afviklet i en dansk arena - ligesom to kvartfinaler vil blive afviklet i Danmark. Den anden gruppe vil så blive afviklet i Sverige, der også vil tage sig af semifinaler og finale.

Læs også VM i ishockey til Danmark i 2025

- Det er en enormt god besked fra Bratislava fem år og ét døgn efter beskeden fra Minsk kom om VM2018. Der er grund til at rose DIU for deres flotte internationale arbejde, som gør det muligt med endnu et ishockey VM. Mon ikke de fleste stadig har folkefesten fra maj sidste år i glædelig erindring, siger Lars Krarup.

I 2018 blev de to grupper afviklet i Jyske Bank Boxen i Herning og Royal Arena i København. Det er også blandt de to arenaer, at valget skal stå. Men DIU understreger, at det endnu ikke er fastlagt hvilken dansk by, der får lov til at lægge is til mesterskabet, ligesom det heller ikke er afklaret, hvilken svensk by, der skal være værtsby.

09:36

Indslag fra den 17. maj 2018: Fredelig, festlig og fornøjelig er nøgleordene, efter at VM i ishockey er afviklet i det midtjyske.

Luk video