Borgmester beskyldes for at være inhabil

Vesthimmerlands borgmester, Knud Kristensen (K), bliver af fem byrådsmedlemmer beskyldt for at være inhabil i en sag om salg af en byggegrund.

Knud Kristensen
Foto: Arkiv

Borgmester Knud Kristensen (K) i Vesthimmerlands kommune har været med til at træffe beslutninger, selvom han er inhabil. Det skriver TV2 Nord, som har modtaget en skrivelse fra de fem byrådsmedlemmer i Vesthimmerlands Kommune.

 

Palle Jensen (Soc.Dem.), Uffe Bro (Soc.dem), Per Bisgaard (V), Kirsten Moesgaard (K) og Pernille Vigsø Bagge (SF) kritiserer i skrivelsen, at Knud Kristensen har forbindelser til et selskab, der har interesse i at bygge på en grund, der er sat til salg af kommunen.

Deltog i møder på trods af inhabilitet

Onsdag eftermiddag valgte de fem medlemmer af økonomiudvalget derfor at afvise en række bud på en grund, hvorpå der i dag er en børnehave. De mener, at hele grundlaget for at sætte grunden til salg, er ugyldig, fordi borgmesteren var inhabil, da beslutningen blev truffet. Det skriver TV2 Nord i dag.

Det blev i juni 2015 besluttet, at sætte grunden, hvor Præstegårdsvejens børnehave ligger, til salg. Dette skete på et møde i økonomiudvalget, hvor borgmesteren deltog.

-I dette møde (i juni 2015, red.) deltog borgmesteren på trods af, at han burde have meddelt Økonomiudvalget, at han havde sådanne forbindelser til det selskab, der havde forespurgt på muligheden for at bygge på grundene, at han var inhabil, hvilket han indrømmede i vort sidste møde, skriver de fem byrådsmedlemmer i en skrivelse til TV2 Nord.

Borgmester Knud Kristensen var ikke tilstede, da økonomiudvalget onsdag eftermiddag valgte at forkaste beslutningen om salget af grunden.

-Det var og er vores opfattelse, at beslutningen om udbud af ejendommene som følge af inhabilitet, ikke er gyldig (...) Det er imidlertid vores opfattelse, at ejendommene ikke igen skal udbydes til salg, førend der finder en afklaring sted om den fremtidige struktur for børnehaverne i Aars, står der i skrivelsen.

Komplicerede regler

Knud Kristensen (K) er klar over, at han er inhabil i sagen om grundsalget. Borgmesteren har et firma med nogle kollegaer, som gav et tilbud om at bygge en butik i Aars for en entreprenør. Borgmesteren mener, at han har oplyst Økonomiudvalget om dette.

Men da Knud Kristensen firma ikke vandt tilbuddet hos entreprenøren, fortsatte borgmestren med at tage del i beslutningerne i sagen.

-Det er nogle komplicerede regler. Jeg har siden fundet ud af, at hvis man er nært beslægtet eller noget med nogen at gøre, så kan man være inhabil. Det tænkte jeg ikke over, siger Knud Kristensen til TV2Nord.