Flere danskere mister tillid til politiet – men ikke midt- og vestjyder

Midt- og vestjydernes tillid til politiet er intakt, mens den falder på landsplan, viser en ny rapport.

Politibil og ærme med emblem
Foto: Flemming Christensen

Borgerne mister tiltroen til politiet.

Det viser en rapport, som Rigspolitiet mandag har frigivet, og her fremgår det, at befolkningens tillid til politiet falder for tredje år i træk.

Undersøgelsen bygger på besvarelser fra 11.000 mennesker, og den måler både tryghed og tillid til politiet.

- Vi tager målingen alvorligt og arbejder løbende på at vende udviklingen ved at være faste og vedholdende i vores indsatser, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg i en pressemeddelelse.

79,2 procent af de adspurgte siger, at de har tillid til politiet. I 2013 begyndte Rigspolitiet at foretage målinger på området, og dengang var der 84,3 procent, som havde tillid.

Flere har tillid i Midt- og Vestjylland

I Midt- og Vestjylland er tilliden til politiet dog højere end landsgennemsnittet. Her har 84,7 procent af de adspurgte fuld tiltro til, at politiet kan løse sine opgaver.

Selvom tallet ligger højere end en stor del af de øvrige politikredse har tilliden dog stadig lidt et knæk siden 2013, hvor 87,3 procent meldte tilliden til at ligge i top.

Andelen af borgere der har tillid til politiet i de 12 politikredse i Danmark.
Andelen af borgere der har tillid til politiet i de 12 politikredse i Danmark.
Foto: Rigspolitiet

Fald trods hurtigere responstid

Udviklingen med den dalende tillid på landsplan sker på trods af, at politiet formår at rykke hurtigere ud. Forleden viste en måling over de såkaldte responstider, at den er faldet fra 10 minutter og 38 sekunder til ni minutter og 45 sekunder i gennemsnit.   

I den forbindelse udtrykte justitsminister Søren Pape Poulsen (K) glæde over målingen.

- Responstiderne er selvfølgelig ikke det eneste, der har betydning for borgernes tryghed. Jeg har derfor bedt Rigspolitiet om at se på, hvordan vi kan styrke den nære politiindsats, for det et af mine mål for i år, at vi får den nære relation mellem borgerne og politiet mere i fokus, sagde ministeren.   

/ritzau/