Borgerne råber op: Drop ny smedje klos op ad skaterbane

​Et nyt smedjeværksted skaber splid i Lemvig.

Skaterbanen bliver besøgt af både børn og voksne, men snart får den en ny nabo.
Skaterbanen bliver besøgt af både børn og voksne, men snart får den en ny nabo.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Nu bliver idyllen på Lemvig Havn forstyrret.

En af byens store virksomheder holder flyttedag. Men der venter ikke nogen hjertelig velkomst på den nye adresse.

Det drejer sig om et smedeværksted, der skal bygges ved siden af byens skaterpark. Det har skabt uro i Lemvig.

- Der er børn, der kører rundt fra de er ganske små, og det vil være en risiko for dem. Jeg vil ikke være tryg ved at lade mine børn gå herover selv, når der kører tunge maskiner rundt, fortæller Jens Hagelskjær, der har boet i Lemvig de sidste 14 år.

Lemvig Havn er ved at få et ansigtsløft.
Lemvig Havn er ved at få et ansigtsløft.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Lemvig Havn er i gang med at få et stort ansigtsløft, der gør det til et opholdssted for hele familien. Derfor forstår Jens Hagelskjær heller ikke, hvorfor netop havnen blev udvalgt til den nye store smedebygning.

- Hvis vi skal have en badebro, og hvis vi skal have andre faciliteter, som skal styrke det rekreationelle, så synes jeg, at det er ærgerligt, at man ligger det lige der, forklarer han.

Jens Hagelskjær vil ikke længere lade sine børn tage alene ned på skaterbanen, når værkstedet står færdigt.
Jens Hagelskjær vil ikke længere lade sine børn tage alene ned på skaterbanen, når værkstedet står færdigt.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Brokket sig i fire år

Planerne om den nye smedebygning har været på tegnebrættet siden 2010, og det er på trods af, at en række Lemvigborgere har brokket sig i løbet af de sidste fire år.

- Alle har ret til at komme til orde, derfor har jeg selvfølgelig dyb respekt for, at der er nogen, der ytrer sig. Også omkring det her, og det er de i deres fulde ret til. Men det er ikke det samme, som at man får ret i de synspunkter, man kommer med, og sådan er det desværre i denne sang, fortæller formanden for teknik- og miljøudvalget i Lemvig Kommune, Jørgen Nørby.

Det er dog ikke kun i Lemvig, at man har problemer med at finde en løsning mellem industrien og det rekreative.

- De få arealer der er rundt omkring på havnene bliver mere og mere eftertragtede. Det er hele tiden den problematik med, om det skal være stille og roligt eller skal vi have noget erhverv, fortæller næstformanden for Sammenslutningen af vestlige Limfjordshavne, Per Jakobsen.

Ifølge Lemvig Kommune forventes den nye smedebygning at stå færdig efter sommerferien.

2:03