Borgerne får lov til at beholde deres busser – indtil videre

Politikerne i Region Midtjylland har opgivet de omstridte millionbesparelser på landsdelens busruter.

Anders Kühnau gør opmærksom på, at pengene skal stadig spares et sted. Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Efter massiv kritik fra folk i landdistrikterne og fra kommunerne er spareplanen på regionens busserruter foreløbig udskudt et år. Men det får ikke protesterne til at forstumme.

- Vi er nødt til at vise overfor vores politikere, at de er på en gyngende grund, fortæller Martin Godsk fra Skjoldelev.

Han har sat gang i en underskriftindsamling imod busbesparelserne. I dag har den bredt sig over hele regionen og nået over 22.000 underskrifter

- Lige i øjeblikket har jeg problemer med at få armene ned. Jeg synes virkelig, at vi har gjort det godt. Så vi er stolte, siger han.

Jeg er sikker på, at vi skal i gang igen.

 Birte Phillips, formand for Taarup Borgerforening

Et år mere

21 regionale busruter var i fare for at blive lukket eller beskåret, men de stærke reaktioner fra befolkningen og kommunerne, har været regionspolitikerne til at trække i nødbremsen.

- Vi har besluttet, at vi vil give et år til en grundig dialog med kommuner, så vi kan få lagt en fællesplan for, hvordan fremtidens kollektive trafik skal se ud i Region Midtjylland, fortæller Anders Kühnau, næstformand i regionsrådet.

En af de truede busser var rute 50 mellem Viborg og Skive. Her kan beboerne i en række landsbyer nu ånde lettet op – indtil videre.

- Det er da fint, at vi nu får lidt mere tid til at samle krudt. For jeg er sikker på, at vi skal i gang igen, siger Birte Phillips, der er formand for Taarup Borgerforening.

Selvom politikerne nu tager en tænkepause, er sparekravet på 35 millioner altså ikke taget af bordet.

- På den lange bane bliver vi nødt til at finde nogle løsninger, der er billigere for Region Midtjylland, for vi har en budgetmæssig udfordring, siger Anders Kühnau.

Underskrifterne vil blive afleveret til regionsrådets møde i Viborg onsdag i næste uge.

01:56 Luk video