Borgerlige vil af med forsyningsafgiften

Regeringen mister støtte til forslaget om brændselsafgifter. Energiaftalen blev i første omgang underskrevet i et bredt forlig med de borgerlige, men i dag har både Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative trukket støtten.

Traepiller_0.jpg

Nytåret kommer nærmere. Det samme gør forsyningssikkerhedsafgiften. Men det er måske ikke helt så sikkert. I dag har både Venstre, De Konservative og Danske Folkeparti trukket deres støtte til lovforslaget om forsyningsafgiften, der gør det dyrere at bruge træpiller til energi og opvarmning.

- Jeg håber meget, at man helt får pillet det her lovforslag af bordet herinde på Christiansborg, eller i hvert fald får lavet et meget renere snit, så det ikke bliver lige så dyrt som man regner med for forbrugerne, siger Dennis Flydtkjær, skatteordfører for Dansk Folkeparti.

Heller ikke Venstre kan stemme forslaget, som det ser ud nu.

Frustrerede sælgere

Selvom forsyningsafgiften blandt flere sælgere af træpiller giver større travlhed og deciderede hamstringstilstande, så er der ikke udpræget begejstring at spore over den nye afgift. Mandag fortalte TV MIDTVEST om en sælger, der frygtede øget grænsehandel, og selvom Ramme Træhandels salg af træpiller er steget med 30 procent de seneste tre måneder, er planerne alligevel til gene.

- Jeg er lidt rådvild, hvad det angår. Så længe vi ikke får andet at vide, så kører vi jo videre som altid. Altså Told & Skat må jo komme med noget information, hvis det skal gælde fra den 1. januar, siger Jens Kristian Møller, ejer af Ramme Træhandel.

DF kræver handling

Energiaftalen blev forhandlet på plads i marts 2012. Siden har Skatteministeriet arbejdet på at udarbejde et lovforslag. I et notat har Skatteministeriet gjort det klart, at den nye lov skal træde i kraft senest i 2014. Samtidig er det meningen, at forsyningsafgiften skal indbringe statskassen 750 millioner kroner alene i 2014. Alligevel er arbejdet med lovforslaget endnu ikke afsluttet. I dag afviser Skatteministeriet at kommentere på, hvornår lovforslaget er færdigt, overfor TV MIDTVEST. Det får nu Dansk Folkeparti til at kræve handling:

- Nu må ministeren sørge for at få indkaldt de respektive partier, der er med i energiforliget, så vi kan få lav et en ny forhandling, siger Dennis Flydtkjær (DF).