Borgerlige mislyde i Thy

Dansk Folkeparti har i to omgange undsagt den borgmester, partiet for et år siden var med til at sætte for bordenden i byrådssalen.

06122014_Ib_Poulsen,_Dansk_Folkeparti.jpg

Dansk Folkeparti, med Ib Poulsen i spidsen, var sidste år i november medvirkende til, at Venstres Lene Kjeldgaard Jensen kunne fortsætte som borgmester i Thisted Kommune.

Nu synes Dansk Folkeparti at være vendt på en tallerken. I hvert fald er partiet med Ib Poulsen i front i løbet af de seneste uger gået stik i mod borgmesterens linje.

Først fredede et flertal bestående af Socialdemokraterne, Enhedslisten og Dansk Folkeparti en række af Thisted Kommunes skoler og daginstitutioner. Fredag undsagde Ib Poulsen og Dansk Folkeparti igen Venstre og borgmesteren, da partiet endnu engang lavede en aftale med de røde - denne gang om at frede kommunale pædagogstillinger.

- Vi har siddet i vores firemandsgruppe og tænkt, hvor kan vi få det meste af Dansk Folkepartis politik igennem i forhold til skoledebatten og på børnepasninsgområdet. Og der har vi klart følt, at det var sammen med Socialdemokraterne og Enhedslisten, vi kunne få flest mærkesager igennem, siger Ib Poulsen.

På grund af folketingsvalget?

Hos de Konservative undrer man sig over Dansk Folkepartis facon. Jens Kristian Yde, der er medlem af kommunens Strategi- og Økonomiudvalg, antyder, at det kan spille ind, at Ib Poulsen er tidlilgere medlem af Folketinget og gerne vil genvælges ved det folketingsvalg, som kommer inden for en overskuelig fremtid.

- I mine snart 21 år i politik har jeg ikke oplevet, at man det første år har været så meget på slingrekurs, som man er her. Det minder om et valgår. Og det er et folketingsvalg, der er tættest på, siger Jens Christian Yde.

Ib Poulsen kan ikke genkende det billede, det konservative byrådsmedlem tegner. Viceborgmesteren fra Dansk Folkeparti kan ikke se noget forkert i, at han og hans parti i nu to omgange har vendt borgmesteren og de andre borgerlige ryggen.

- Vi har ikke overhovedet spekuleret i folketingsvalg. Vi har sagt, hvor er det Dansk Folkepartis politik kan komme igennem. Vi gik til valg på ikke at lukke skoler og ikke at lukke børnehaver, siger Ib Poulsen.

2:10
Dansk Folkeparti er to gange inden for kort tid gået uden om venstre og konservative. Det undrer flere parter.