Borgerlig vrede mod Bent Hansen

Efter at være blevet holdt uden for Region Midtjyllands spare-forlig kalder Venstre, Konservativ og Dansk Folkeparti nu regionsrådsformand Bent Hansen for udemokratisk.

260111_Borgerlig_Reg_Midt.jpg

Allerede inden de politiske forhandlinger om besparelserne i Region Midtjylland er gået i gang, har Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre indgået en aftale om besparelserne. Det får nu tre markante regionsrådspolitikere fra Venstre, Konservativ og Dansk Folkeparti til at kritisere Bent Hansen:

- Vi har aldrig oplevet noget lignende og kalder det for en meget usædvanlig og egenrådig fremgangsmåde, skriver Anne V. Kristensen (V), Poul Müller (K) og Jette Skive (DF) i en fælles pressemeddelelse.  

Og de tre borgerlige politikere fortsætter:

- Vi har aftalt, at der skal være politiske forhandlinger på mandag den 31. januar, og nu her fem dage før, melder det røde flertal ud, at de har lavet en aftale. Det er en helt uhørt fremgangsmåde og meget uprofessionelt.

Bent Hansen forstår ikke kritik

Den socialdemokratiske regionsrådsformand Bent Hansen er uforstående over for den borgerlige kritik

- Det er en hel naturlig del af den politiske proces, at nogle partier melder ud, hvad de ikke ønsker at spare på, fortæller Bent Hansen til TV/MIDT-VEST.

Det som Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre har meldt ud, at de ikke ønsker at spare på, er følgende:

- Ingen besparelser på det præhospitale - altså lægebiler og akutbiler.- Den hæmatologiske afdeling i Holstebro bliver ikke flyttet.- Genoptræningspladserne på Lemvig Sygehus bliver fastholdt.- Den intensive afdeling på Regionshospitalet Silkeborg bliver bevaret.- Børneafdelingen i Randers bliver ikke flyttet.

Tilsammen skulle de fem områder have givet en besparelse på 72 millioner kroner. Bent Hansen vil endnu ikke oplyse, hvor de godt 72 millioner kroner i stedet skal spares.