Borgere tager selv affære: Nye byggegrunde skal skabe tilflytning

Hvis de små byer ikke skal affolkes helt, må indbyggerne selv tage affære. Det har de sandet i Ølstrup ved Ringkøbing.

Det er her på marken, flere nye borgere nu vil kunne bygge deres hus.
Det er her på marken, flere nye borgere nu vil kunne bygge deres hus.
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

Flere af Ølstrups indbyggere er godt i gang med at skabe en helt ny bydel for at sikre landsbyens fremtid.

Blandt andre Niels Peter Jensen, der har købt et stort markareal blot for at udstykke det til byggegrunde.

- For at få flere til at bo i Ølstrup og for at kunne bevare vores Brugs og vores friskole, forklarer han, da TV MIDTVEST besøger ham på marken.

Og det handler ikke om at tjene penge. Prisen er nemlig sat, så det kun lige akkurat løber rundt for Niels Peter Jensen.

Men han er langt fra ene om at få projektet op at stå. Lokalplanen til projektet er betalt af landsbyens indbyggere, og alle står sammen om at tiltrække nye.

Fire af syv grunde solgt

I alt blev markarealet til syv byggegrunde. Målet var at de alle syv skulle sælges til tilflyttere – gerne nogle unge nogen, og det ser indtil videre lovende ud.

Fire grunde er allerede blevet solgt. To af dem, der nu skal i gang med at bygge, er Jeppe Thrige Jørgensen og hans kæreste.

- Jeg kommer fra landet og har altid boet herude, så det skulle være sådan noget her. Det er bare det, vi godt kan lide, lyder det fra Jeppe Thrige Jørgensen, der er vokset op i selvsamme område. 

Jeppe Thrige Jørgensen viser gerne sin nye byggegrund frem.
Jeppe Thrige Jørgensen viser gerne sin nye byggegrund frem.
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

Parret er i dag bosat i Holstebro og regner med at begynde at bygge på deres nyerhvervede grund, når de begge er færdiguddannede.

Alle de nye grunde koster indtil videre 299.000 kroner.

Kom med en tur til Ølstrup i indslaget her:

1:35
Borgerne i Ølstrup vil have mere tilflytning og tager selv affære.