Borgere: Ryde bliver kvalt

Borgerne i Ryde ved Holstebro er frustrerede over, at byens to dagplejere blev fyret i tirsdags. De mener, kommunen kvæler byen.

Tirsdag fyrede Holstebro Kommune de to dagplejere i byen Ryde. Det betyder, at fra om tre måneder, skal byens børn passes så langt væk som Vinderup. Tidligere i år lukkede skolen, og nu er der ingen offentlige ansatte tilbage i byen. Frustrede borgere mener, at Holstebro Kommune langsomt er ved kvæle byen.

- Det er lige som om, de er ved at lukke os hen af en kant, og ikke have noget offentligt. Det synes jeg ikke er fair, at de dræner os fuldstændig herude, siger Anitta Sandfær Larsen fra Ryde.

Ingen fyrede i Holstebro

Fyringsrunden blandt dagplejere i Holstebro Kommune er kun gået ud over steder i den gamle Vinderup Kommune. Holstebro-området er gået fri. Kommunen afviser dog kritikken fra borgerne i Ryde. Der er en grund til, fyringer går ud over de små lokalsamfund.

- Vi ved godt, at folk helst vil have børnene passet tæt på, hvor de bor, men er der ingen børn i de områder, kan vi heller ikke have pasningspladser. Sådan er det bare. Det kan godt være, det har nogen betydning, men det er nu engang den opgave, vi har, siger formand for Børne- og Ungdoms udvalget, Morten Flæng.