Borgere i Viborg kæmper for gammel ejendom

I dag var sidste frist for at sende høringssvar til Viborg Kommune. Borgerne protesterer mod Kommunens plan om at rive en bevaringsværdig ejendom ned.

Navnloes
Foto: Jens Kolding, TV MIDTVEST

Elisabeth Hau har valgt at lave en underskriftindsamling mod nedrivning af den gamle ejendom i hjertet af Viborg

I dag var det så tid til, at hun skulle aflevere indsamlingen.

- Jeg synes jo, alle skulle have lov til at protestere, også selvom man ikke lige har tid til at skrive en indsigelse, siger Elisabet Hau

 

På én uge har 300 borgere sat deres navn på Elisabeth Haus underskriftsindsamling.

- Det viser, at folk er stolte over byens identitet og historie og at de har en utrolig engagement i deres by og dens fremtid, siger hun.

 

Bygningen, der har resulteret i protest blandt de lokale borgere ligger i gaden Navnløs - et stenkast fra domkirken. Viborg Kommune vil rive den ned, og i stedet bygge et ny bygning, men i samme gamle stil.

Grunden til de mange protester skal findes i en gammel bevaringsplan. 

- Det er vigtigt, fordi Viborg har en bevaringsplan, som er fra 1972, hvor man har vedtaget, at man skal bevare de gamle bygninger, og det tilsidesætter man åbenbart her. Lyder det fra Mogens Jakobsen Kjær, der er byguide i Viborg.

 

Også Martin Bodilsen, der er nabo til den pigstensbelagte gade, har valgt at indsende et høringssvar.

- Det er vigtigt for mig fordi. Vi har her nogle miljøer, der virkelig er historiske og autentiske. Det var en af årsagerne til, at jeg flyttede tilbage til Viborg i 2004 efter at have været godt og vel 30 år væk fra byen.

 

Kommunen ved godt, at de gamle bygninger er et ømt punkt. Men ifølge Johannes F. Vesterby (V), der er formand for Teknisk Udvalg i Viborg Kommune virker en nedrivning som den eneste udvej.

 

- Det er ikke økonomisk realisabel at bevare den bygning til nogen form for beboelse. Her mener vi bare, at vi er ude i noget, som er i så dårlig forfatning, at det ikke giver mening at diskutere en nedrivning, siger han.

 

Elisabet Hau har med sin underskriftindsamling nu gjort, hvad hun kunne.

-Jeg håber virkelig, at de vil lytte til, hvad vi protesterer mod her, for det er meget vigtigt for byen.

 

Den 15. marts skal Teknisk Udvalg kigge på høringssvarerne.